Utæt tag? Sådan finder du hullet, og sådan tætner du det

Utæt tag? Sådan finder du hullet, og sådan tætner du det

Pletten i loftet sidder næsten aldrig lige under hullet. Vand løber langs spær og isolering, før det dukker op indenfor, og det er derfor så mange bruger en hel weekend på at lede det forkerte sted. Her er den rækkefølge en tagmand går frem i, og hvad du kan gøre selv.

De fem steder et fladt tag oftest bliver utæt

Selve fladen er sjældent problemet. Det er overgangene:

  • Samlinger og overlæg i tagpappen, hvor limen har sluppet
  • Opkanter mod murværk, brandkam og nabobygning
  • Ovenlys og lyskasser, hvor inddækningen har arbejdet sig løs
  • Gennemføringer til ventilation, aftræk, antenne og solceller
  • Afløb og tagbrønde, hvor der samler sig blade og står vand

Går du de fem steder efter, har du fundet årsagen i de fleste tilfælde.

Sådan finder du hullet

1. Mål op indefra, men led udenfor

Marker hvor pletten sidder indenfor, og mål afstanden til nærmeste ydervæg. Vand vandrer, så led i en radius på et par meter opad fra det punkt, aldrig kun lige over.

2. Gå taget efter på en tør dag

Kig efter revner i overfladen, kanter der har rejst sig, bobler, og steder hvor stenbelægningen på tagpappen er slidt væk. En boble betyder ofte fugt fanget i konstruktionen, og det skal med i regnestykket.

3. Vandprøven

Er der stadig tvivl, så tag en haveslange og vand ét område ad gangen i ti minutter, mens en anden holder øje indenfor. Start nederst på taget og arbejd opad. Vander du hele taget på én gang, ved du stadig ingenting.

4. Tjek efter regn, ikke under

Står der vandpytter tilbage et døgn efter regn, er faldet for dårligt det sted. Det er ikke en utæthed i sig selv, men stillestående vand slider tagpappen hurtigere og er tit forklaringen på, at det samme sted bliver utæt igen.

Lap eller forsegling af hele fladen?

En lap på ét hul holder, hvis resten af taget er sundt. Er tagpappen derimod tør, revnet eller slidt over det meste af fladen, kommer der bare et nyt hul et andet sted til næste vinter. Så er det billigere at forsegle hele fladen på én gang.

En flydende tagmembran lægger sig som ét sammenhængende lag hen over samlinger, opkanter og gennemføringer, så der ikke er nogen kanter tilbage at trænge ind ved. Den påføres koldt med rulle eller pensel, og taget er tørt igen efter en time eller to.

Når en membran ikke er nok

Membranen tætner overfladen. Den kan ikke rette op på det, der sidder nedenunder. Få en fagmand på, hvis:

  • isoleringen er våd og har været det længe
  • der er blødt eller mørkt træ i undertag eller spær
  • taget har sat sig, så der er kommet en synlig lunke
  • der er skimmel indenfor langs ydervæggen

I de tilfælde skal konstruktionen tørres eller udskiftes først. Forsegler du hen over våd isolering, lukker du fugten inde.

Gør det i tide

Et hul på størrelse med en mønt koster ingenting at tætne. Det samme hul et år senere har typisk taget isoleringen, og så er det et helt andet regnestykke. Er taget først tørt indeni, er forsegling den billige vej.

Skal du regne på dit eget tag, kan du taste kvadratmeterne ind i beregneren på produktsiden, så lægger den det rigtige antal spande i kurven. Er du i tvivl om taget kan klare sig med en membran, så send os et par billeder, så kigger vi med.

Tilbage til blog